Adrenalin og 4×4

Hold hovedet koldt med soldaternes enkle – men helt utroligt effektive værktøj.

 

 

Jeg faldt lige over dette (2 1/2 år) gamle indlæg om, hvad dælen man gør, når den akutte stress pludselig melder sig. Det er stadig aktuelt, så læs videre og få nøglen til at holde hovedet koldt i de dér situationer, hvor hjerter slår lidt for hurtigt:

Jeg måtte bruge min egen medicin i går på Aftenshowet, hvor jeg var på for at tale om løgne sammen med Jesper Skibby og Annemette Voss. Faktisk fik jeg akut brug for den. Og det fik mig til at tænke på, at du også kunne have gavn af teknikken.

Selvom jeg efterhånden har prøvet det nogle gange synes jeg stadigvæk det ind i mellem er en syret oplevelse at være på tv. Og da jeg samtidig synes det er rigtig vigtigt at være ordentlig ved mennesker (også selvom de lyver), var tingene sat ekstra på spidsen i går – 10 minutter inden indslaget havde jeg stået og drukket kaffe og joket med Annemette og Jesper.

Long story short: 2 minutter inden indslaget går i gang står jeg dér i studiet og begynder at tænke liiidt for meget over, hvor vigtigt det er, at jeg holder tungen lige i munden. Og så sker det. Pulsen. Går. Op.

Du har det sikkert på samme måde som mig: Lidt adrenalin i blodet er super, når man skal være klar i spyttet. For meget adrenalin? Katastrofalt. Det her var helt klart i den sidste kategori.

Og problemet er jo, at så snart man mærker stressen, ved man, at man har et problem. Og det giver så mere adrenalin og dårligere fungerende hjerne og mundtøj.

LØSNINGEN?For mig er den ubetinget bedste løsning 4×4 metoden – eller “Taktisk Vejrtrækning”, hvis det skal være sådan lidt mere FBI-sexet i det. 4×4 reddede mig i går (indslaget gik fint, synes jeg) – så with no further ado kommer her min lyn-quide til at bruge 4×4 (og hvorfor det virker):

Sådan gør du:
– Træk vejret ind mens du tæller til 4
– Hold vejret mens du tæller til 4
– Pust ud mens du tæller til 4
– Vent mens du tæller til 4

Sørg for at trække vejret helt ned i lungerne – så maven buler ud. Du skal nemlig aktivere diafragmet – den store muskel, som holder lungerne – mens du trækker vejret. Bliv ved indtil du kan mærke, at dit stressniveau og din puls falder. Og brug det i øvrigt rigtig gerne inden pulsen kommer for højt op.

Hvorfor virker det?
4×4 er et mega effektivt værktøj til at håndtere akut stress af flere grunde:

  1. Du fortæller dit nervesystem at der IKKE er fare på færde: Når du får adrenalin i kroppen stiger pulsen og din krop begynder automatisk at trække vejret hurtigere med den øverste del af lungerne for at overmætte blodet med ilt. Vores stress-system er designet til at holde hos i live, hvis vi møder et rovdyr på savannen, så det er ret smart at lukke ned for vores evne til at lave lange, rationelle analyser og stedet gøre musklerne klar til at slås eller løbe vildt hurtigt. Ved at trække vejret med maven bremser du den negative stress-spiral.
  2. Diafragmet er nøglen til endorfiner: Når du trækker vejret med diafragmet aktiverer du en nerve, som sender signal til din hjerne om at frigive endorfiner – kroppens eget, stressnedsættende morfin-lignende hormon. Med andre ord: Du kan give dig selv en beroligende indsprøjtning helt uden kanyler.
  3. Du gør selv noget aktivt og bevidst: Det at have et værktøj, du rent faktisk helt aktivt og bevidst kan vælge og på afhjælper den kognitve, selvpåførte stress. Når jeg ved, at 4×4 virker for mig, behøver jeg ikke at være bekymret mere for mit stressniveau – det kan godt være, at pulsen kommer lidt vel højt op, men jeg kan jo gøre noget ved det.

Hvor kommer det hokus-pokus fra? 4×4/Taktisk Vejrtrækning er egentlig udviklet til soldater, politifolk og ambulancereddere, som jo har brug for at kunne tænke klart i pressede situationer. Jeg har selv uddannet et utal af danske soldater og politifolk i metoden.

Skidtet virker – men det er en rigtig god idé at øve sig i at bruge metoden så ofte som muligt. Øv dig når trafikken er åndsvag – eller når du for fjerde gang bliver ramt bagfra i haserne af indkøbsvognen bag dig i køen i Netto en regnvåd, kold tirsdag eftermiddag i november (eller for den sags skyld februar, red. 😉 )